Bibelhaven med en enestående samling af urter, buske og træer, der alle er nævnt i Det Nye og Det Gamle Testamente.
I foråret 2021 begyndte arbejdet så småt at tage form. Der skulle måles op, laves tegninger, vælges planter, informeres ud til gravstedsejere, osv.
Gravstedsejere i det område vi havde valgt, modtog derfor et brev fra os om vores ideer omkring området, hvilket de tog rigtig pænt imod og vi kunne nu komme videre med næste fase.
I januar 2022 gik vi derfor for alvor i gang med at rydde ud i det valgte område. Der blev gravet planter op og hække blev fjernet. I marts måned fik vi etableret den første sti, som skulle forbinde de mange bede noget bedre. i foråret 2023 blev endnu en sti etableret, og flere planer kom til.
Der vil efterfølgende blive placeret et stort oversigtskort samt lavet en folder omkring Bibelhaven. Dette er klar når selve Bibelhaven er færdig etableret.
I dag er der, ved hvert bed, placeret et skilt, hvorpå der står navn på planten, samt en tekst fra det nye eller gamle testamente, som omhandler den enkelte plante.
Det vil give et stort løft til kirkegården med sådan et kulturelt projekt.
Vi ønsker at kirkegården skal have noget kulturelt at byde på for de mange besøgende. Med dette projekt vil vi også gerne kunne tiltrække et andet publikum end kun de pårørende. Det er også tiltænkt til at kunne bruges af kirkens personale til undervisning af f. eks konfirmander.
Vi vil gerne være med til at bidrage med kulturelle oplevelser i Skive kommune, og samtidig være med til at forbedre biodiversiteten, ved at plante/så insekt venlige planter.
Bibelhaven vil være placeret i den nordøstlige del af kirkegården, der er længst ud mod Reberbanen. Der er gode muligheder for parkering, så bibelhaven vil være let tilgængelig for besøgende.